Salgsbetingelser

Nedenstående almindelige salgs- og leveringsbetingelser gælder alle sælgers tilbud, salg og leverancer – også hvor køber foreskriver andre betingelser. Afvigelser fra nedenstående salgs- og leveringsbetingelser er kun gyldige med sælgers skriftlige accept.

§1 Leveringsklausuler

Evt. aftalte leverringsklausuler fortolkes i henhold til de ved aftalens indgåelse gældende Incoterms. Såfremt der ikke er truffet særlig aftale om en leveringsklausul, anses levering for sket “ab fabrik” (“ex works”).

§2 Forsikring

Transportforsikring tegnes af køber, medmindre andet er aftalt.
Køber forpligter sig til også i øvrigt at holde varerne forsikrede.

§3 Sælgers forsinkelse

Erfarer sælger, at han ikke kan overholde den aftalte leveringstid, eller at forsinkelse fra hans side må anses for sandsynlig, skal han uden ugrundet ophold give køber skriftlig meddelelse herom og samtidig angive årsagen til forsinkelsen samt så vidt muligt det tidspunkt, hvor levering kan påregnes at finde sted.
Hvis forsinkelsen med levering skyldes nogen af de i § 9 nævnte omstændigheder (force majeure) eller købers handlinger eller undladelser, forlænges leveringstiden i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt.
Denne bestemmelse finder anvendelse uanset, om årsagen til forsinkelsen indtræffer før eller efter udløbet af den aftalte leveringstid.
Køber kan ikke hæve aftalen grundet leveringsforsinkelse, der kan tilregnes sælger, medmindre forsinkelsen overstiger 3 måneder.
Køber kan ikke gøre erstatningskrav gældende på grund af forsinkelse hos sælger.

§4 Købers forsinkelse

Erfarer køber, at han ikke vil kunne modtage varerne på den aftalte dag, eller at forsinkelse fra hans side må anses som sandsynlig, skal han straks give sælger skriftlig meddelelse herom og samtidig angive årsagen til forsinkelsen samt så vidt muligt det tidspunkt, hvor modtagelsen kan påregnes at finde sted.
Uanset, at køber undlader at modtage varerne på det aftalte tidspunkt, er han forpligtet til at erlægge enhver af levering betinget betaling, som om levering af de pågældende varer havde fundet sted.
Sælger skal sørge for, at varerne opbevares for købers regning og risiko. På købers anmodning skal sælger forsikre varerne for købers regning. Sælger er berettiget til skriftlig at opfordre køber til at modtage varerne inden for en frist af 15 dage. Undlader køber at gøre dette inden for fristen af årsager, som sælger ikke bærer ansvaret for, er sælger berettiget til ved skriftlig meddelelse til køber at hæve aftalen for den leveringsklare del af varerne, som ikke er modtaget på grund af købers forsinkelse.
Sælger har da ret til erstatning for den skade, som købers misligholdelse har påført ham.

§5 Betaling m.v.

Med mindre andet er aftalt, forfalder købesummen til kontant betaling ved varernes levering. Erlægger køber ikke betaling i rette tid, er sælger berettiget til fra forfaldsdagen at kræve morarenter med 1,5% pr. påbegyndt måned.
Såfremt køber ønsker at returnere varer, kan dette kun ske efter forudgående aftale med sælger.
Returnering skal ske franko.
I tilfælde af misligholdelse er køber (debitor) forpligtet til at betale alle omkostninger ved fordringens inddrivelse, herunder gebyrer og salærer til advokat, inkassobureauer m.v.

§6 Ejendomsforbehold m.v.

Sælger forbeholder sig sin ejendomsret til det solgte, indtil betaling fuldt ud har fundet sted.
Ved salg til Tyskland gælder dog det ejendomsforbehold, der fremgår af vedlagte tillæg mrk. D98.

§7 Mangler

Sælger forpligter sig til at afhjælpe alle mangler, som skyldes fejl i konstruktionen, materiale eller fremstilling ved at foretage reperation eller omlevering af varerne i overenstemmelse med nedennævnte punkter, men sælger ifalder ikke erstatningsansvar som følge af mangler.
For træ gælder, at mindre knaster samt forskelle i farve og struktur ikke betragtes som mangler. For læder gælder, at vækstmærker ikke betragtes som mangler, men som et tegn på ægthed.
Sælgers ansvar omfatter kun de mangler, der viser sig inden for 2 år fra den dag, da varen blev leveret til køber.
Måtte køber konstatere mangler, skal køber straks skriftligt underrette sælger herom.

§8 Produktansvar

Sælger er kun ansvarlig for skade forvoldt af produktet på ting, hvis det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelser begået af sælger eller dennes ansatte. Sælger er i intet tilfælde ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste eller andre økonomiske konsekvenstab.
I den udstrækning, sælger måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er køber forpligtet til at holde sælger skadesløs i samme omfang, som sælgers ansvar er begrænset efter de foregående stykker. Hvis tredjemand fremsætter erstatningskrav mod køber pga. en produktskade, skal køber straks underrette sælger herom.

§9 Force majeure

Følgende omstændigheder hos sælger medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld.
Arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som sælger ikke er herre over, såsom brand, krig, mobilisering eller forudsete militær indkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, medmindre at denne mangel kunne forudses af sælger, almindelig vareknaphed samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.
Omstændigheder som nævnt, der var indtruffet inden aftalens indgåelse, medfører kun ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke kunne forudses på aftaletidspunktet af sælger.
Det påhviler sælger, såfremt denne ønsker at påberåbe sig nogen ansvarsfrihed, som nævnt i denne §, uden ugrundet ophold skriftlig at underrette køber om denne grund. Uanset, hvad der i øvrigt fremgår af nærværende slags- og leveringsbetingelser, kan enhver af parterne hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til den anden part, såfremt aftalens opfyldelse hindres i mere end 6 mdr. af en begivenhed som nævnt i denne §.

§10 Tvister

Alle tvistigheder vedrørende nærværende kontrakt afgøres efter dansk ret.
Alle retssager skal anlægges ved sælgers eller købers værneting efter sælgers valg.